Dan Turèll Hyldes med nyt spisested i Kødbyen

28.06.2019
Café Mandela er lukket og af asken er opstået et nyt socialt samlingspunkt

Det er Fonden Københavns Madhus, som allerede er lejer i Kødbyen, der står bag det nye koncept på Onkel Dannys Plads.

Det nye spisested hedder Hverdagen, og navnet trækker på referencer både til den geografiske placering, og til hvad de spisende kan forvente af menukortet.

Hverdagen skriver om sig selv :

"På Hverdagen kan gæster, helt i tråd med tidsånden, få økologisk og klimavenlig hverdagsmad, til en pris der er til at betale - også blandt karma-cowboys og stenbroens skæve eksistenser.

og ...

Et grundlæggende dogme hos Hverdagen er sæson og lokale leverandører, så menukortets udvalg er jordnært i ordets bogstavelige forstand. Det betyder også, at råvarer kan skiftes ud fra dag til dag, alt afhængig af, hvad Hverdagens leverandører har hentet på marken. Kødet spiller 2. violin på menukortet, hvor det kan tilkøbes som tilbehør til de større, grønne retter. Vi satser desuden på at have det økologiske spisemærke i guld inden sommeren er ovre.

og ...

Ambitionen er, at Hverdagen bliver et socialt samlingspunkt i dagligdagen, det sted hvor prisen på maden ikke afgør frekvensen af besøgene. Hverdagen skal samtidig være et samlingspunkt for det kulinariske, sociale og kulturelle. Hverdagen indgår nemlig i det kulturfællesskab i de brune bygninger på Onkel Dannys Plads, som huser en del af Københavns skæve og alternative kulturskabere og foreninger.